Skipper
Tag roret på kutteren Flyvefisken, og giv klubbens medlemmer mulighed for at opleve det fede fiskeri på Øresund.
Tid, sted og tidsforbrug
Tidspunkt: Nogle ture er fyraftensture, mens andre ligger en lørdag eller søndag. Datoerne aftales på forhånd.
Tidsforbrug: Vi forventer at afholde cirka 10-20 ture om året, som fordeles mellem klubbens skippere. Dit bidrag aftaler vi ud fra din tid og mulighed for at sejle.
Sted: Sejlads og fisketure på Øresund med Flyvefisken. Sejler ud fra Sundby Sejlforening, Amager Strandvej 15, 2300 København S
Alder: Du er fyldt 18 år
Vil du tage os med på vandet?
Fiskeklub København har fået et medlemskab hos Flyvefisken, som giver os mulighed for at tage klubbens medlemmer med på fisketure på Øresund. Der er plads til seks deltagere og en skipper ombord.
Vi søger derfor skippere, der har lyst til at sejle ud med os af og til. Med flere skippere i klubben kan vi få en god fordeling af turene og give medlemmerne mulighed for jævnligt at komme på vandet.
Som skipper bidrager du med sejlerfaring og overblik, så vi får nogle trygge og gode ture sammen.
Dine opgaver som skipper
Som skipper er du blandt andet med til at:
Planlægge turene i samarbejde med klubben.
Vurdere vejr og forhold før afgang og tilpasse eller aflyse turen, hvis det er nødvendigt.
Klargøre båden og give deltagerne en introduktion til sikkerhed og færden ombord.
Føre båden og holde overblik undervejs.
Sørge for, at båden bliver afleveret ordentligt efter turen med hjælp fra deltagerne.
Hvem er du?
Du har sejlerfaring, er ansvarsbevidst og har lyst til at tage klubbens medlemmer med på vandet. Du kan bevare overblikket og skabe en rar og tryg stemning ombord – også for deltagere, der ikke er vant til at være på en båd.
Vi ser gerne, at du allerede har et duelighedsbevis. Har du sejlerfaring, men mangler beviset, vil vi også meget gerne høre fra dig.
Vi kan hjælpe dig med duelighedsbeviset
Har du sejlerfaring, tilbyder klubben at betale dit duelighedsbevis mod, at du bliver i klubben og sejler Flyvefisken som skipper i minimum to år. Vi aftaler de nærmere rammer sammen, inden du går i gang.
Har du allerede et duelighedsbevis, er der ingen binding. Vi aftaler løbende, hvilke ture du har tid og lyst til at sejle.
Sådan arbejder vi sammen
Turene planlægges på forhånd i samarbejde med klubben og de øvrige skippere. Vi fordeler dem, så det hænger sammen med den tid og de kræfter, vi hver især har.
Du bliver en del af klubbens frivillige fællesskab og er med til at give flere medlemmer adgang til fiskeriet på Øresund.
Har du lyst til at være med?
Skriv til os på kontakt@fiskeklubkbh.dk, og fortæl lidt om dig selv. Du er også velkommen til at kontakte os for at høre mere om rollen, inden du beslutter dig.